Den statslige sektor

Den statslige sektor afholdt i 2016 udgifter for 1.133 mio. kr. i og ved Grønland. Udgifterne i den statslige sektor er dermed steget med 24,3 pct. ift. 2015, hvor de samlede udgifter androg 911 mio. kr.

 

I figur 3 fordeles udgifterne i den statslige sektor i 2016 efter den funktionelle fordeling.

 

Figur 3. Funktionel fordeling af udgifter i den statslige sektor 2016

 

Opretholdelse af offentlig orden og sikkerhed er det største indsatsområde for den statslige sektor. Det drejer sig om politi, retsvæsen samt fængsler og anstalter. I 2016 udgjorde udgifterne til offentlig orden og sikkerhed 792 mio. kr. svarende til 69,9 pct. af de samlede udgifter i den statslige sektor.

 

Forsvaret er den statslige sektors anden store udgiftspost. Forsvaret omfatter Arktisk Kommando, Slædepatruljen Sirius og Beredskabsstyrelsen. Udgifter til forsvaret udgjorde 189 mio. kr. i 2016, hvilket er en stigning på 11,5 pct. ift. 2015.Udgifter til forsvaret udgør 16,7 pct. af de samlede udgifter i den statslige sektor.

 

Generelle offentlige tjenester omfatter Søfartsstyrelsen, Rigsombuddet samt grundforskning bl.a. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS). Udgifterne til generelle offentlige tjenester udgjorde 42 mio. kr. i 2016, hvilket svarer til 3,7 pct. af de samlede udgifter i den statslige sektor.

 

Den statslige sektors udgifter består primært af konsum i form af lønninger samt forbrug i produktionen. Den realøkonomiske fordeling af indtægterne beregnes residualt, idet den statslige sektor antages at være direkte dækket af den danske stat.